top of page
HISTORIEN OM HORSENS HÅNDBOLDKLUB
 
Jubel.jpg

Fusionen der startede Horsens Håndboldklub
Horsens Håndboldklub (HH) blev stiftet i 1985 gennem en fusion af klubberne HfH (Horsens forenede Håndboldklubber) og Dagnæs IF. HfH var oprindelig en fusion af Horsens Freja og HfS (Horsens forenede Sportsklubber), og HH’s rødder kan herigennem føres tilbage til omkring 1920, hvor håndboldspillet kom i gang i HfS.

Idéen hos fusionens bagmænd var, at skabe en ”ren” håndboldklub, der kunne gøre Horsens til en håndboldby med elitehold på alle niveauer og sammen havde de to fusionsklubber de rigtige forudsætninger. HfH var en ren håndboldklub, men uden en nævneværdig ungdomsafdeling til at efterfølge seniorspillere, når de indstillede karrieren, medens Dagnæs IF havde ungdomsspillere og talenter i massevis, men ingen højtrangerende seniorhold at sluse talenterne ind på.

De efterfølgende års resultater har vist, at fusionsidéen var rigtig og ”ægteskabet” var fornuftigt.

 

Resultater
De bedste resultater er opnået i dameafdelingen. I to perioder har 1. holdet spillet i den bedste række. Siden 1996 har holdet uafbrudt været i ligaen med en 5. plads (1990/91) som bedste placering. Holdet har to gange været i landspokalfinalen, og vandt finalen i 2004 over Ikast/Bording i en spændende og medrivende kamp.

I den samme periode har holdet 3 gange deltaget i europacup turneringer med en kvartfinaleplads som bedste resultat.

Talentudvikling af egne spillere
I alle årene har holdet været markant præget af spillere fra klubbens egen talentudvikling. Flere af disse har også spillet på det danske landshold, hvoraf de mest kendte har været Vivi Kjærsgaard, Gitte Madsen, Anja Byriel Hansen, Karen Brødsgaard, Christina Roslyng, Louise Pedersen, Karin Mortensen, Tine Ladefoged, Mette Sjøberg og Jane Wangsøe Knudsen.

Det bedste herrehold har i to perioder spillet i 1. division. Første gang i sæsonen 98/99, hvor det blev til en flot 7. plads, men sæsonen efter rykkede de ned igen. 2. gang de rykkede i 1. div. var i 2006, hvor holdet efter oprykning to år i træk igen vendte tilbage til den næstbedste række.

I ungdomsafdelingen har der i alle årene været udført et stort og udbytterigt arbejde, der har tilført dansk håndbold – både på landsholds- og klubplan – en række fremragende håndboldspillere. Ungdomsarbejdet er både baseret på klubbens erklærede mål om fortsat at være en del af den absolutte top i dansk håndbold og ønsket om fokus på det sociale aspekt.

I 1997 var tre spillere fra ungdomsafdelingen, Karen Brødsgaard, Christina Roslyng og Mette Andreasen med på det ungdomslandshold, der blev verdensmestre ved VM i Elfenbenskysten. I juli 2005 fik Sabina Rasmussen og Kirsten Balle bronze ved ungdoms-OL i Italien, og senere på året var Sabina Rasmussen med til at vinde EM-guld for ynglinge i Østrig. Endelig var Sabina Rasmussen også med på ynglingelandsholdet, der blev verdensmestre i Canada i 2006.

 

Klubbens formænd

Organisatorisk har klubben, siden fusionen, gennemgået en rivende udvikling.

I 1985 bestod alle klubbens hold af amatørspillere, og alle opgaver i klubben var baseret på en arbejdende bestyrelse og på en række frivillige trænere og hjælpere.

Klubbens formænd igennem perioden har været:

1985 - 1987 Niels Bjørn Andreasen 
1986 - 1993 Michael Bach Jensen 
1993 - 1995 Arne Jørgensen
1995 - 1999 Kai-Aage L. Petersen
1999 - 1999 Peter Troelsen 
1999 - 2004 Carsten Fynbo Larsen
2004 - 2010 Claus Cramer 
2010 - 2011 Kurt Hjortshøj
2011 - 2012 Lars Vestergaard
2012 - 2016 Jes Boesen
2016 - 2018 Jan Vang Østergaard

2018 - xxxx Michael Brock

bottom of page