top of page

FORMANDENS BERETNING 2018/2019


Endnu en sæson er nu afsluttet og en ny er startet op.

Vi har haft en sæson med aktiviteter, mange opgaver og ikke mindst mange udfordringer. Men de er alle sammen løst efter bedste evne med stor flid fra medlemmerne, forældre, udvalgsmedlemmer og ikke mindst bestyr

lsesmedlemmer. Det kan vi som klub ikke værdsætte nok og jeg vil hermed starte med at udbringe et stort tak til alle dem der har været aktivt medvirkende til at vi har fået den succes vi har i den kommende sæson samt afviklingen af diverse aktiviteter.

I bestyrelsen har vi de sidste 3 sæsoner arbejdet efter en vision der hed: ”Få Horsens tilbage på landkortet inden for ungdomshåndbolden”. Det må man sige er lykkedes.

U19 Liga formåede at spille sig til DM og få en bronze medalje.

U19-2 blev Jysk Mester i 2. division.

U17 blev Jysk Mester i 1. division.

U15-1 deltog i Jysk Mesterskab for 1. div.

Seniordamerne rykkede og spiller nu 3. division.

I sommers deltog vi med både U19 og U17 til DM i strandhåndbold, hvor resultatet blev et Danmarksmesterskab samt en sølvmedalje

...og sådan kunne jeg blive ved.

Desuden formåede vi at have flere spillere med på diverse ungdomslandshold for Danmark, Island og Kosovo.

Alt dette kan vi alle være stolte af. Stort tak til alle de aktive, trænere og ikke mindst forældre om at bakke op om disse hold. Uden Jer alle kunne dette ikke lade sig gøre.

Vi havde ligeledes en mission der hed håndbold for alle. Den har vi til fulde efterlevet med de aktiviteter vi i den forgangene sæson har haft. Her kan jeg fx nævne opstart af et Lykkeliga hold, Trille Trolle blev genoptaget og ikke mindst fik vi startet Five a Side. Vi fik også genskabt et herrehold efter en del års fravær. Alt dette er hen imod medlemsgrupper vi ikke de sidste år har henvendt os til og det har selvfølgelig betydet en betydelig fremgang i medlemstallene.

Stor tak til alle de ildsjæle der har knoklet for at få dette op at stå og ikke mindst køre igennem hele sæsonen.

Vi har også på breddesiden fået sat gang i mange ting. Her er der en tilgang af spillere på stort set alle årgange. Her møder vi heldigvis også en stor opbakning fra trænere og ikke mindst forældre der er medvirkende til at sæsonen har kunnet forløb med masser af succes og ikke mindst til glæde for børnene.

Der ud over har vi haft mange forskellige aktiviteter i løbet af sæsonen som I alle har været en større eller mindre del af. Her kan jeg nævne fx

  • Cafeteria

  • Julebanko

  • Afslutningsfest

  • 2 beachstævner

  • 2 håndboldskoler

  • Loppemarked

  • Hjemmestævner med fx brag i hallen

Tak til alle Jer der har bidraget med en indsats, for uden Jer kunne disse aktiviteter ikke afholdes til glæde for de unge mennesker.

Til den kommende sæson er vi også heldige med at kunne byde på seniorhåndbold på øverste hylde, da holdet fra HH Elite kvalificerede sig til Håndboldligaen. Dette vil altid være en stor inspirationskilde for de unge mennesker, så jeg håber i alle vil bakke op om det projekt så vi i fremtiden forhåbentlig ser et hold igen der består af mange ”Horsens-spillere”.

For 2 sæsoner siden fik vi lavet en skriftlig aftale der opfylder alle krav fra DHF om hvordan denne konstellation skal fungere i fremtiden. Dette kører heldigvis nu fremadrettet på skinner i både HHE og HH´s interesse. Dog er der pt. en sag, der spøger. Klubben har for nogle år siden haft to udlændinge på holdet hvor der desværre har været tvivlsspørgsmål omkring deres opholdstilladelse. Dette arbejdes der hårdt på at løse i samarbejde med bestyrelsen for HHE. Der skal lyde en stor tak til HH Elite for samarbejdet, for at varetage opgaven omkring vores licens for førsteholdet og ikke mindst samarbejdet med at udvikle håndbolden i Horsens.

I den kommende sæson vil der ligeledes være stor aktivitet. Vi har som initiativtager/drivkraft fx startet Håndbold Forum Horsens op. Håndbold Forum Horsens er et samarbejde imellem de fleste klubber i kommunen, JHF samt Horsens Kommune. Formålet med dette er at få skabt det gode træningsmiljø i alle klubber rundt om i Horsens, så tilbuddet om håndbold forbedres, massen af håndboldspillere bliver større og niveauet højnes. Dermed får vi samlet styrket Eliten i Horsens.

Som indtægtskilder ud over kontingenter, egenbetaling med mere er vi ligeledes heldige med at have en trofast skare af sponsorer som støtter op om klubber. Det er vi selvfølgelig taknemmelige for, for uden Jer kunne vi heller ikke fastholde det høje aktivitetsniveau vi lige nu har.

For at sikre vores økonomi fremadrettet, vil vi se en bestyrelse der arbejder målrettet efter at finde aktiviteter og fonde der kan hjælpe med at udvikle klubben. Første udbytte vi kommer til at se på dette, er en mindre ombygning af vores cafeteria. Hen over efteråret og vinteren vil vi have 2 foredrag som gerne skulle være inspiration men ikke mindst også en indtægtskilde.

Til slut vil jeg takke mine bestyrelseskollegaer for et godt samarbejde i den forgangne sæson. Tak for den store indsats I har ydet.

Igen skal der lyde en stor tak til alle de, der har ydet en indsats for Horsens HK hvad enten det er som spiller, forældre, bedsteforældre, publikum, sponsorer og samarbejdspartner. Vi er Jer alle taknemmelige.

Jeg vil også benytte lejlighed til at ønske jer alle en god sæson 2019/2020.

Med venlig hilsen

Michael Brock

Formand, Horsens HK

bottom of page