SPÆNDENDE ARTIKEL I HORSENS FOLKEBLAD

01.05.2018

 

Hver lørdag træner 15-20 udviklingshæmmede børn og unge håndbold i Dagnæshallen.

 

HH Unikids Horsens er en del af Lykkeliga - et nyt håndboldfællesskab for  handicappede børn.

 

 

Horsens: Så skal der skydes på mål...

 

14-15 børn mellem seks og 15 år står på gulvet med deres trænere og gør klar til næste trænings-aktivitet.

Vi er i Dagnæshallen, det er lørdag formiddag, og for fjerde gang er børnene, der har det til fælles, at de alle er udviklingshæmmede, samlet til håndbold helt på deres præmisser. Der bliver trænet skud, sunget, leget og hygget. Bliver det for meget, er det okay at trække sig tilbage til et område, hvor man har lov til at sidde lidt alene.

HH Unikids Horsens hedder holdet, der er en del af den landsdækkende Lykkeliga, som er håndbold for handicappede børn. Det er den tidligere professionelle håndboldspiller Rikke Nielsen, der står bag. Hun startede et hold i Aalborg, og siden har det spredt sig i hele landet.

 

Fakta om Lykkeliga

Rikke Nielsen, tidligere professionel håndboldspiller blev i 2009 mor til en pige, som har downs syndrom.I august 2016 etablerede Rikke Nielsen Aalborgs første håndboldhold for handicappede børn. Hun har siden haft stor succes med håndboldholdet Aalborg Kidz, som i dag består af ca. 40 handicappede spillere fra hele Nordjylland.

Formålet med Lykkeliga er - over en tre-årig periode - at opbygge og udvikle et nationalt netværk af håndboldhold for udviklingshandicappede børn i alderen seks til 15 år. Målet er at få aktiveret mere end 300 børn på mindst 15 hold.

Også godt for forældrene

Og det er et super tilbud til ungerne, lyder det begejstret fra Bo Amby-Fog, der er en af de fire initiativtagere til holdet i Horsens og medtræner.

Han har selv en datter med Downs syndrom og var ikke længe om at sige ja til at engagere sig i det, der har vist sig at være meget populært hos både børn og forældre.

- Det vigtigste er, at børnene får nye venner. Det næstvigtigste er, at forældrene møder ligesindede, får et netværk og får snakket om de udfordringer, man kan have i hverdagen med et handicappet barn, siger Bo Amby-Fog med et blik hen mod de mange forældre, der sidder på tilhørerpladsen og ser deres unger drøne rundt på halgulvet.

- Jeg har aldrig tidligere arbejdet med et koncept, der er så fedt. Hvor børnene får så meget ud af det, både socialt og motorisk, og forældrene samtidig får netværket, smiler han.

 

Spændende udfordring

HH UniKids Horsens samarbejder med Horsens Håndbold, der bl. a. har stillet ungdomstrænere til rådighed.

En af dem er 20-årige Sarah Holm, der spiller håndbold i Østbirk og fik lyst til at prøve trænergerningen af.

Hun har ingen erfaring med handicappede børn, men var ikke i tvivl, da hun hørte om konceptet.

- Det lød spændende og som en udfordring, jeg kan lære noget af. Jeg har et sabbatår og arbejder i en børnehave og tænkte, at det kunne være fedt at være med til at give børnene nogle af de oplevelser og glæder, jeg selv har haft med håndbold, siger Sarah Holm, der ikke har fortrudt.

- Det er megafedt. Børnene hygger sig og giver den gas. Man skal være på en anden måde, end hvis det var almindelige børn. Det er mere pædagogisk, men mega hyggeligt, lyder det glad fra Sarah Holm, inden hun skal tilbage på banen, hvor kampen skal til at fløjtes i gang.

 

Bedre til at gribe

12-årige Ida Jeppesen fra Korning har været med til håndbold tre gange og er glad for det.

- Det er sjovt. Man kan score mål og lave tricks med bolden. Det er jeg god til, fortæller Ida Jeppesen, mens hendes mor, Britta Jeppesen, nikker på sidelinjen.

Ida har ikke været så glad for at lege med bolde tidligere, fordi hun havde svært ved at gribe. Det har ændret sig, efter hun er begyndt på håndbold.

- Jeg kan se, at hun er begyndt at gribe bedre. Før blev hun sur, når hun ikke kunne gribe, og så opgav hun. Men hun er blevet meget bedre, lyder det fra Britta Jeppesen, der også er glad for, at Ida kan dyrke sport med nogle af vennerne fra Lundagerskolen, som hun går på.

 

Håndbold er fællesskab

Esther Schrøder Fog på 13 år er datter af Bo Amby-Fog og Dorthe Schrøder og vild med håndbold.

- Alt er fedt!, slår hun fast og demonstrerer, at det giver gode muskler, når man dyrker sport.

Hun har tidligere gået til ridning og svømning, men det har været svært at finde en holdsport for udviklingshæmmede, fortæller hendes mor, Dorthe Schrøder.

- Esther er vokset op med to brødre, der har spillet håndbold. Nu gør hun det selv, og det giver hende en følelse af fællesskab, som hun ikke får ved individuelle sportsgrene. Hun er en del af noget, der er større end hende selv, og hun er sammen med børn, der ligner hende selv, siger Dorthe Schrøder.

 

Kommet for at blive

Selvom HH Unikids Horsens kun lige er startet, er Bo Amby-Fog ikke i tvivl om, at det er kommet for at blive.

Det halter med sportstilbud til udviklingshæmmede i Horsens Kommune, og interessen for holdet har fra starten været stort.

- Allerede til det andet træningspas var vi 16 børn og unge, og det går rigtig stærkt. Der har været meget få tilbud til de børn. Det her er et virkelig godt koncept til børn, der ikke har været plads til i samfundet før, mener Bo Amby-Fog og understreger, at unge over 15 år også er velkomne, og at der arbejdes på at lave et hold for unge.

Sæsonen slutter af med en stor håndboldfest, Lykkecup, der afholdes i Gigantium i Aalborg 9. juni.

 

Du kan læse artiklen her...

https://hsfo.dk/horsens/Nyt-tilbud-til-psykisk-handicappede-Gi-den-gas-paa-haandboldbanen/artikel/166246

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

November 9, 2019

August 8, 2019

August 5, 2019

June 16, 2019

April 14, 2019

April 5, 2019

March 30, 2019

Please reload

Støt vores sponsorer de støtter os