7. juli 2010 Nyt fra HH A/S om netværksgrupperne og situationen pt. "Alle er klar til at starte på en frisk"
Horsens Håndboldklub A/S har siden nedrykningen til 1. division arbejdet på at sikre det økonomiske fundament for den kommende sæson. I foråret 2009 blev selskabet stiftet for at sikre to formål:
Ø At sikre moderklubben HH mod at lukke.
Ø At sikre elitehåndbolden i Horsens Kommune.
I den forgangne sæson blev der udarbejdet såvel en sportslig som en økonomisk handlingsplan, der skulle sikre forbliven i Guldbagerligaen og samtidig økonomisk stabilitet.
Igennem hele sæsonen har der været en meget flot udvikling i antallet af sponsorer ligesom indtegningen til første halvdel af 2009/2010 var på et tilfredsstillende niveau. Henover efteråret har vi ad to omgange revurderet sponsorarbejdet og det blev stærkt intensiveret ved ansættelse af en yngre sælger pr. 1. december 2009. Det højnede aktivitetsniveauet og i vores netværksgrupper er vi gået fra 60 medlemmer til 113 medlemmer. Vi må dog også erkende, at siden vi tabte hos Sønderjyske før jul, har vi stort set ikke kunnet sælge andre sponsorater end netværk – selvom vi fortsat havde status som elitehold i Guldbagerligaen. Vi sluttede alligevel sæsonen med et samlet sponsorantal på 154, hvilket er en historisk meget flot opbakning.
Vi har i bestyrelsen hele tiden haft for øje at sætte tæring efter næring, og der har været stærk fokus på omkostningsstyring. Likviditeten har igennem hele sæsonen været understøttet af Bilberg Invest ApS.
I maj 2010 måtte vi erkende, at såfremt vi skulle overleve som eliteklub var det nødvendigt at bremse op og gøre noget drastisk. Det, I som sponsorer, har oplevet, har været et spørgsmål om at sikre HH som eliteklub. Det er nu lykkedes at få det nødvendige fundament på plads, hvilket samtidigt betyder, at vi for første gang i mange år kan gå en ny sæson i møde uden gæld.
Netværk:
I fremtiden skal det økonomiske fundament bl.a. bygges op omkring vores netværksgrupper. Derfor er vi stolte af at kunne meddele, at vi netop har indgået en aftale med Mikkel Brohus indehaver af MiBro ApS, som overtager styringen af vore fire netværksgrupper efter sommerferien. Mikkel præsenterer virksomheden således:
”MiBro ApS har udviklet konceptet NetværksGURU, der henvender sig til sportsklubber og kulturinstitutioner i Danmark, der har interesse i at skabe gunstige muligheder og merværdi for deres sponsorer. Vejle Boldklub, EfB, Viborg FF, AaB og FC Midtjylland har allerede implementeret konceptet med stor succes.
Det centrale element i NetværksGURU er etableringen af netværk, der har til formål at forøge medlemmernes forretningsmuligheder; dette via aktive, forberedte og engageret mødeledere og netværksmedlemmer. Igennem målrettet uddannelse og kontinuerlig træning af netværkets medlemmer, skaber NetværksGURU rammerne for personlig og forretningsmæssig udvikling.”
Vi har i bestyrelsen lagt meget stor vægt på, at finde en samarbejdspartner der har gode referencer og der har vi fået meget fine meldinger, på konceptet omkring NetværksGURU. Mikkel Brohus vil sammen med bestyrelsesmedlem Peter Bauer og udvalgte netværkere, i den nærmeste fremtid tilpasse konceptet, så NetværksGURU starter fra det nuværende niveau der er i alle 4 grupper og derfra løfte konceptet. Med den erfaring Mikkel har fra de øvrige grupper, mener vi at have fundet den samarbejdspartner, der kan give vores netværksarbejde nye dimensioner, og vi glæder os meget til samarbejdet med NetværksGURU. Der vil også fremover deltage en repræsentant fra HH i alle 4 grupper, for at fastholde relationerne til HH.
Der vil i god tid inden opstart i august, blive sendt en mere fyldestgørende information ud til vore fire netværksgrupper, hvor det fremgår hvad der kan forventes i den nye sæson. Vi håber derfor på fortsat stor opbakning til netværket, og vi vil hurtigst muligt, kontakte dem der endnu ikke har indgået en endelig aftale for den nye sæson, om fortsat deltagelse. Du kan læse mere om NetværksGURU på www.mibro.dk.
Ny direktør:
31. maj 2010 fratrådte Annette Poulsen som direktør for HH A/S. I den mellemliggende periode har Lars Bilberg arbejdet intenst på at få alle trådene samlet. Det er derfor også meget naturligt, at Lars Bilberg har valgt at påtage sig jobbet som ulønnet direktør.
Spillere til næste sæson:
Det har og vil være en udfordring for os at få spillermaterialet til sæsonen på plads hurtigt nok. Vi har indgået aftale med nogle få spillere, og kan nu - med de øvrige forhold på plads - gå rigtigt i gang med at skabe det fundament, som skal bære HH elitehåndbold i fremtiden – nemlig talentudvikling – og dermed sikre en tilbagevenden til Guldbagerligaen i sæsonen 2011/12.
For yderligere kommentarer kontakt direktør Lars Bilberg, 20 12 99 48 eller bestyrelsesmedlem
Peter Bauer, 28 12 72 08 Tilbage til nyhedsoversigten |