31. august 2009 Optakt Team Tvis Holstebro - HH
Onsdag kl. 19 sæsondebuterer HH på udebane mod Team Tvis Holstebro.
Der venter HH en svær kamp, da Team Tvis Holstebro er stærkere end de seneste års oprykkere. Holdet er kendetegnet ved at være en stærk enhed, hvor spillerne har spillet sammen i nogle sæsoner. Deres stærke kollektiv er krydret med nogle stærke individualister som Kristina Kristiansen, Nycke Groot og Sandra Toft. Desuden har holdet leveret gode træningsresultater mod mange af de øvrige ligahold, som har været med til at styrke selvtilliden.
Udover den langtidsskadede Sandra Kjær tager HH afsted med alle øvrige spillere i truppen. Marinda van Cappelle, har problemer med skulderen, og tiden må vise hvor meget hun kan spille med i angrebet. Hun kan dog uden problemer deltage i forsvarsspillet.
Cheftræner Claus Mogensen siger: "Sæsonens første kamp er jo en dag, man har set frem imod siden træningsstarten i juli måned. Al den energi vi har gået og samlet sammen, skal vi nu forsøge at forløse bedst muligt. Kunsten er jo at ramme det rette spændingsniveau, hvilket ofte kan være svært i sæsonens første kamp, fordi man så gerne vil gøre en god indsats. Jeg er dog fortrøstningsfuld, da vi har haft en god opstart, og jeg synes, vi er kommet et langt stykke vej med vores unge trup. Der venter os en heksekeddel i Idrætscenter Vest, men det gør kun kampen endnu sjovere at spille. Det er jo rammer og oplevelser som denne, der er årsagen til, at vi har med håndbold at gøre. Der er derfor ingen tvivl om, at vi glæder os til onsdag, og Team Tvis Holstebro skal være forberedte på, at der venter dem meget hård modstand." Tilbage til nyhedsoversigten |